Tango Sydfyn

Den her klumme handler om improvisation i tangoen, og om hvordan vi med fordel kan tilrettelægge tangoundervisningen, så den endnu bedre understøtter improvisation. 

Improvisation er vigtig for milongaerne, for jo bedre folk er til at improviser, des større er muligheden for, at dansegulvet kommer til at føles rart. Der er også andre egenskaber ved danserne, der er med til at gøre et dansegulv rart, som feks musikalitet og respekt for andre, men det at kunne improvisere spiller en væsentlig rolle. 

Lad os lige slå fast, at al improvisation er improvisation! Uanset om du kan en grundfirkant og 2 forskellige ochos, som du varierer imellem, eller om hvert eneste skridt er nyt, så improviserer du. Det handler ikke så meget om at være en dygtig og erfaren danser. Improvisation handler om at vælge i nuet, til musikken, med den du danser med, gulvet, med det du kan, og som energien bevæger sig. Hvis din dans består af trin, du gentager igen og igen, så kalders det en koreografi, og det er noget andet end improvisation.

Men hvordan bliver man bedre til at improvisere, og hvordan understøtter tangoundervisningen improvisationen?

Når vi lærer tango i dag, så lærer de fleste grundfirkant med ochos. Det er en tradition, der startede tilbage i 70’erne/ 80’erne, da vi gik fra tangoen som noget, der blev videregivet af ”de gamle” på milongaerne, til det at undervise i tango blev en egentlig profession. Tangoen skulle sættes i system, og grundfirkanten er et udtryk for det behov.

Før var det onklerne og tanterne, der fortolkede deres dans, satte nye til at gå de figurer, de mente var vigtige, hvorefter de gik og rettede på dem, der skulle lære det. I dag gør vi egentlig det samme, går og retter på eleverne, mens de laver en figur. Det er bare den samme grundfigur, vi bruger.

Det betyder også, at vi starter med at lære nybegyndere noget, der er tæt på koreografier, der i øvrigt er næsten umulige for en nybegynder at bruge på en milonga pga. pladsmangel og den ofte manglende træning.

Hvis vi skal tage ordet "improvisation" alvorligt i vores måde at lære og udvikle tangoen på, så skal vi genopfinde tangoundervisningen. Hvad er vores mål, og hvilke værktøjer har vi, der kan understøtte improvisation? Det er også vigtigt at indtænke, hvad det vil sige at være nybegynder på en milonga. Hvordan en nybegynder får værktøjer, der gør det muligt at danse på en milonga, så det bliver en god oplevelse.

Tangoen flytter sig hele tiden. For nogle år siden brugte vi ord som “krydsgang” og “parallelgang”, i et forsøg på at finde et sprog, om det vi danser. Ord vi kan bruge i undervisningen, og som vidner om en større sammenhæng. I dag taler vi også om krydsede eller åbne hofter, sideskridt, om retning, akse og kommunikation. Sproget vi bruger om tangoen bliver mere og mere detaljeret i takt med, at tangoen udvikler sig.

En ting, Trine og jeg har været optaget af de sidste par år, er at få den sidste nye viden om dansen omsat helt ned på nybegynderplan. At undervise nybegyndere, så fokus fra starten er på deres roller hver især, på teknik og på de helt grundlæggende muligheder de har, når de skal tage et trin.

Det vigtigste i tangoen i dag er fokus på akse (din og den andens) og kommunikation. Derudover er der nogle vigtige helt basale værktøjer. Vægtskifte, pivot, side-skridt, åbent-skridt og krydset-skridt.  De sidste to skridt typer kan desuden enten være forlæns eller baglæns. Der findes flere andre værktøjer, men de her er de grundlæggende.

Det gør en forskel for undervisningen, om du kalder tangoen for en ”gå dans” eller for en ”improviseret dans”. Vores måde at gå og føre/ følge på har en stor betydning for vores dans, og flere steder starter nybegyndere med at gå til musikken, hvilket er fint. Det skal vi gøre mere af, men udgangspunktet skal være improvisationen og den teori eller grammatik, der ligger bag tangoen. F.eks. giver det mening at øve i at gå på taktslag 1 og 3 i musikken og i at sætte rigtigt af fra gulvet og være ”løftet” i overkroppen. Improvisationen kommer, når vi i gangen indsætter muligheden for, vægtskifte, pivot, krydsede og åbne skridt osv.

Det at øve figurer er stadig vigtigt, men det vigtige er ikke at se den som en fast og uforanderlige sekvens af bevægelser. Vi skal øve og gentage dem til vi kan dem, men de skal også udfordres. Det gør vi f.eks. ved at starte figuren med det andet ben, danse den ”baglæns”, opdele den i små bidder og træne dem vilkårlige steder i dansen osv.

Men hvorfor skal vi egentlig improvisere? Kan vi ikke bare gøre lige som i feks standarddans og folkedans, lave koreografier? Jeg tror, at hvis vi ikke improviserer, så vil det blive svært at danse, som vi gør på milongaer. Desuden gør improvisationen det, at der bliver ved med at være ting, vi kan arbejde på. Bemærk her at en, der er dygtig til at improvisere, ikke nødvendigvis også er en dygtig social danser, men det er en helt anden historie, der i øvrigt er på vej…

Inspirationskilder: Gustavo Naviera, Mariano Frúmboli (Chicho), Juana Sepulveda samt andre undervisere fra Buenos Aires og fra Europa.